Første nederlag i første udebanekamp

FF Bornholm stillede med et let reduceret hold, hvor der blandt andet
var skiftet ud på den nok så vigtige målmandspost, da ingen af holdets
rutinerede målmænd havde mulighed for at stille op. I den anledning
var holdets 5. reserve målmand(!) i form af markspilleren Kenny
Lyngberg tvunget til at tage sig af den svære post.

På trods af betingelserne startede det ellers fint for FFB med en
hurtig scoring fra Patrick Lyngberg, desværre fik Rødovre reduceret
kort tid efter. Inden perioden løb ud havde Patrick scoret igen og FFB
gik til pause med en 2-1 føring.
Hvad der gik galt i starten af 2. Periode, vil Bornholmerne nok
spekulere over i lang tid. Faktum er at der efter 2:15 var gået tre
mål ind mod dem og Rødovre, nu med en 4-2 føring, så ud til at have et
betydeligt spilovertag. Særligt var de en konstant trussel på skud fra
distancen.

FFB halsede scoringsmæssigt en smule efter, men formåede dog stadig at
holde Rødovre i en kort snor. Og på trods af en udvisning til FFB midt
i perioden, lykkedes det, efter en reducering af Michael Madsen til
6-5, at gå til pause med en tro på at tingene godt kunne ende med at
gå bornholmerens vej.

Nu er det jo meget oppe i tiden at skyde skylden for egen formåen på
dommerstanden, og herfra skal der også lyde en lille opsang til
kampens dommere. Ikke at nogle af holdene bør føle sig bortdømt, men
deres noget løse linie kampen igennem udløste i 3. periode en del
voldsomme episoder og stemningen blev mere ond.

FFB var desværre løbet ind i et par skader og med kun to udskiftere,
havde de svært ved at holde dampen oppe. Samtidig fandt Rødovre stille
og roligt melodien fra 1. periode og de kunne nu score uden at FFB
kunne svare igen.

Det hele endte med et 10-5 nederlag, som vel egentlig er OK, alt taget
i betragtning. Rødovre var ikke nogen uoverkommelig modstander, men de
var i længere perioder af kampen bedst spillende. Da kræfterne
begyndte at slippe op og det fornødne held udeblev, kunne FFB ikke
true sin modstander hele vejen til kampens ende.

Heldigvis får vi en chance for at vise forstadsungerne hvor skabet
skal stå, når de kommer på besøg i Søndermarks Hallen en gang i
foråret…

referat: Morten brynaa